Af Ejner Brusgaard
Tredje afsnit:
En anden rejse gik fra Stettin til Danzig med briketter. Vi lastede i Stettin den 27. juli og ankom Danzig den 29. juli om aftenen. Det havde været meget varmt hele rejsen - højt solskin og 25-30 grader varmt. Vi gik til køjs om aftenen og skulle være klar til at losse næste dags morgen. I nattens løb havde briketladningen udviklet gasarter, og de var trængt ind i lugaret, så vi var nærmest bevidstløse om morgenen og kunne af den grund ikke tørne til. Skipper kom farende hen for og råbte på os, men vi reagerede ikke. Så lidt efter kom skippers kone, som var med på ferie. Hun råbte ned gennem lugarskappen, men fik ingen svar. Så kom skipper til igen, og så fik de os ved fælles anstrengelser slæbt op på dækket, og en læge blev tilkaldt. Han fik langt om længe liv i os, men vi var ikke meget værd den dag, hovedpine og opkastninger, men allerede dagen efter var vi friske igen.
Den sidste ladning fra Karlshamn var soyaskrå til Esbjerg, hvor vi lossede den 23. august. På dette tidspunkt var vi klar over, at krigen var nært forestående, og vi anløb derfor Nykøbing Mors for at afvente begivenhedernes gang. 1. september 1939 brød krigen ud, og samtidig blev der lukket for udførsel fra Karlshamn. Vi fik så påmalet neutralitetsmærker på begge sider af skibet, ligesom vi fik redningsudstyret kontrolleret og suppleret. Den 7. september gik vi i fart igen. På en rejse fra Ålborg til København med en ladning cement skete følgende. Vi afgik fra Ålborg 9. september og kom Hals ud med stiv vestlig kuling. Storsejlet og stavfok blev sat, og vi dansede over Kattegat. Vejret blev dårligere, og samtidig blev sigtbarheden meget nedsat. Da vi efter bestik skulle nærme os Gilleleje Flak Fyrskib, gik jeg hen på fordækket for at holde udkik. Jeg stod i bagbordsside ved ankerspillet. Der var megen vind, og den peb i mast og rig, så jeg kunne ikke høre tågesignal fra fyrskibet. Pludselig knækkede svanehalsen på storbommen, og sejl og bom blæste forover. Den forreste ende af storbommen gik med at brag igennem dækket og ned i lugaret - 2 meter fra hvor jeg stod. Jeg sprang straks hen og lod gå klofald og pikfald, og fik sejlet halet til dæks. Straks efter fik vi øje på fyrskibet og fik en god position, og rejsen fortsatte.
Den 2. oktober havde vi lastet træ i Karlstad på Vänern bestemt for Stuer. Den 4. oktober blev vi prajet og bordet af en stor tysk torpedojager »Greif«. Seks mand med en løjtnant i spidsen entrede skibet og undersøgte det samt kontrollerede skibspapirer, hvorefter vi fik lov at sejle videre. De fulgte os dog, til vi var kommet til Hals Barre, de havde os mistænkt for at sejle til England.
Den 24. januar 1940 lossede vi foderkager i Halmstad og frøs inde der. Vi havde haft megen is i søen og var heldige med at slippe ind til Halmstad. Det blev en hård isvinter, og vi lå indespærret til 21. marts 1940. Den 18. marts havde »Frem« været i fart i et år. Jeg var i skibet yderligere et års tid og mønstrede så M/S »Esther« af Ålborg. Skipperen, min broder, døde ombord i »Frem« i 1944, medens skibet lå i Grenå, men det er en anden historie.
M/S »Frem« havde det første år cirka 35 laster på kølen og i betragtning af de urolige tider - krigsudbrud og isvinter - var det et tilfredsstillende resultat.
Dette var det sidste afsnit af fortællingen om M/S »Frem«s første år til søs. Vi ser frem til at fortælle mange flere historier om det smukke gamle sejlskib.
Hvis du kender til eller selv har oplevelser med »Frem« vil vi meget gerne høre fra dig.
Comments